Min filosofi
af L. Ron Hubbard
Fra januar 1965, ”Min filosofi”, er blevet beskrevet som den mest definitive
L. Ron Hubbard udtalelse om hans filosofiske standpunkt.
Emnet filosofi er meget gammelt. Ordet betyder: ”kærligheden til, studiet af eller stræben efter visdom; eller viden om ting og deres årsag – enten teoretisk eller praktisk.”
Alt, hvad vi ved om videnskab eller religion, kommer fra filosofi. Den ligger bagved og er hævet over al anden viden, vi har eller bruger.
Da filosofi i lange tider blev betragtet som et emne reserveret for lærdommens højborge og de intellektuelle, har emnet i bemærkelsesværdig grad været nægtet manden på gaden.
Omgivet af beskyttende lag af uigennemtrængelig lærdhed har filosofi været forbeholdt de få privilegerede.
Det første princip i min egen filosofi er, at visdom er tiltænkt alle, der ønsker at række ud efter den. Den tjener såvel menigmand som konge, og den bør aldrig betragtes med ærefrygt.
Selviske lærde tilgiver sjældent den, der forsøger at nedbryde mysteriets mure og lukke folket ind. Will Durant, den moderne amerikanske filosof, blev af sine lærde kollegaer stødt ud i mørket, da han skrev en populær bog om emnet, Store tænkere. Således udsættes man for skarp kritik, hvis man søger at bringe viden til folk på trods af modstanden fra ”inderkredsen”.
Det andet princip i min filosofi er, at den skal kunne anvendes.
Lærdom, der er låst inde i støvede bøger, er ikke til megen nytte for nogen og er derfor værdiløs, hvis den ikke kan anvendes.
Det tredje princip er, at en hvilken som helst filosofisk viden kun har værdi, hvis den er sand, eller hvis den virker.
Disse tre principper er så fremmedartede for filosofiens område, at jeg har givet min filosofi et navn: Scientology. Dette betyder blot: ”at vide, hvordan man ved.”
En filosofi kan kun være en vej til viden. Den kan ikke være viden, der proppes ned i halsen på nogen. Hvis man har en vej, så kan man finde det, der er sandt for en selv. Og det er Scientology.
Kend dig selv – og sandheden vil gøre dig fri.
Derfor er vi i Scientology ikke interesserede i individuelle handlinger og forskelligheder. Vi er kun interesserede i at vise, hvorledes Mennesket kan gøre sig selv frit.
Dette er naturligvis ikke særlig populært hos dem, hvis eksistens eller magt er afhængig af at holde andre i slaveri. Men det er nu engang den eneste vej, jeg har fundet, der virkeligt forbedrer et menneskes liv.
Undertrykkelse og tyrannisering er de grundlæggende årsager til depression. Hvis man fjerner disse, kan en person løfte hovedet, blive raskt og glad for tilværelsen.
Og på trods af at dette er upopulært hos slavefogeden, er det meget populært hos folket. Det almindelige menneske kan lide at være lykkeligt og raskt. Det kan lide at forstå ting. Og det ved, at dets vej til frihed går gennem viden.
Derfor har menneskeheden banket på min dør siden 1950. Uanset hvor jeg har boet, og hvor afsides jeg har været. Fra den første gang jeg udgav en bog om emnet,* har mit liv ikke længere været mit eget.
Jeg kan lide at hjælpe andre og regner det for min største glæde i livet at se en person gøre sig selv fri af de skygger, der formørker hans dage.
Disse skygger forekommer ham så tætte og tynger ham i sådan en grad, at han – når han finder ud af, at de er skygger, at han kan se igennem dem, gå igennem dem og igen være i solen – at han bliver umådeligt henrykt. Og jeg er bange for, at jeg er lige så henrykt, som han er.
Jeg har set megen menneskelig lidelse. Som ganske ung vandrede jeg gennem Asien og så de kvaler og den elendighed, som findes i overbefolkede og underuddannede lande. Jeg har set folk, der var ligeglade og trådte hen over døende mennesker på gaderne. Jeg har set pjaltede børn, der var tyndere end skind og ben. Midt i denne fattigdom og fornedrelse fandt jeg helligdomme, hvor der var stor visdom, men den blev omhyggeligt skjult og kun videregivet som overtro. Senere – på den vestlige verdens universiteter – så jeg Mennesket være besat af materialisme og ved sin egen snuhed, så jeg det skjule den smule visdom, det faktisk besad, i uhyggelige sale og gøre den utilgængelig for almindelige og mindre begunstigede mennesker. Jeg har været igennem en forfærdelig krig, hvis rædsler og lidelser ingen lindrede med et eneste anstændigt eller menneskeligt ord. Jeg har ikke levet et afsondret liv, og jeg foragter den vismand, der ikke har levet, og den lærde, der ikke vil dele med andre.
Der har været mange mere vise mænd end jeg, men få har rejst så vidt omkring.
Jeg har set tilværelsen ovenfra og ned, og nedefra og op. Jeg ved, hvordan den ser ud fra begge sider. Og jeg ved, at der er visdom, og at der er håb.
Jeg var blind, efter at mine synsnerver var blevet beskadiget, og lam med en kvæstet hofte og ryg, efter anden verdenskrig, så jeg stod over for en næsten ikkeeksisterende fremtid. Mine soldaterpapirer sagde: ”Denne officer viser ikke det mindste tegn på neurotiske eller psykotiske tendenser,” men ud over det erklærede de: ”permanent fysisk invalideret.” Så blev jeg ramt af endnu et slag – jeg blev forladt af familie og venner som en formentlig håbløs krøbling og en mulig byrde for dem resten af mine dage. Alligevel arbejdede jeg mig tilbage til sundhed og styrke på mindre end to år ved kun at anvende, hvad jeg vidste, og hvad jeg kunne fastslå om Mennesket og dets forhold til universet. Jeg havde ingen til at hjælpe mig – hvad, jeg behøvede at vide, måtte jeg selv finde ud af. Og det er lidt af et kunststykke at studere, når man ikke kan se. Jeg blev vant til at høre, at det hele var umuligt, at der ikke var nogen udvej, intet håb. Alligevel kom jeg til at se igen og gå igen, og jeg byggede et helt nyt liv op. Det er et lykkeligt liv, et travlt liv, og – håber jeg – et nyttigt liv. Mine eneste vemodige øjeblikke er dem, der indfinder sig, når snæversynede mennesker fortæller andre, at alt er slemt, og at der intetsteds er nogen udvej, intet håb, kun bedrøvelse og ensformighed og trøstesløshed, og at alle bestræbelser på at hjælpe andre er falske. Jeg ved, at det ikke er sandt.
Derfor er min egen filosofi, at enhver bør delagtiggøre andre i den viden, han har, at man bør hjælpe andre til at hjælpe sig selv, og at man trods uvejr skal fortsætte, for der er altid roligt vejr forude. Man skal ignorere hylene fra de egoistiske intellektuelle, som råber: ”Afslør ikke mysteriet.” Lad os beholde det hele for os selv. Folket forstår det ikke.”
Men da jeg aldrig har set visdom, der unddragedes andre, være til nogen nytte, og da jeg holder af at se andre lykkelige, og da jeg har gjort den erfaring, at det overvejende flertal af folk kan forstå og forstår, vil jeg fortsætte med at skrive og arbejde og undervise, så længe jeg lever.
For jeg kender intet menneske, der har eneret på universets visdom. Den tilhører dem, der kan anvende den for at hjælpe sig selv og andre.
Hvis tingene var lidt bedre kendt og forstået, ville vi alle leve lykkeligere.
Der er desuden en måde, vi kan lære dem at kende på, og der er en vej til frihed.
Det gamle må vige pladsen for det nye, usandhed må afsløres af sandhed, og sandheden vil, skønt den bliver bekæmpet, altid vinde til sidst.
*Dianetics: Den moderne videnskab om mental sundhed, udgivet i maj 1950.
